Jeg har glædet mig rigtig meget til at komme af sted, glædet mig til at få endnu en dejlig oplevelse sammen med min ynglingsklasse og mine fantastisk venner, som jeg vil komme ind på. Hver gange vi er ude og rejse sammen er det som om vi bliver tættere, som om vi alle er brødre og søstre. På denne Tysklandstur har vi fået nogle unikke oplevelser sammen, som mange andre nok aldrig vil få. Selvom vi var i Stadtilm og boede hjemme hos nogle tyskere fik vi stadig tid til at være sammen med hinanden til de daglige aktiviteter og i fritiden.

Vi startede mandag morgen på stationen, alle var trætte da vi mødtes allerede kl. 5 om morgenen. Som vi  har fået gjort på alle andre lejrskoler, tog Stina er fælles billede af os lige inden vi skulle til at køre med toget, nogle traditioner hænger bare ved. Vi kørte 10 timer i tog og snakkede alle sammen om nervøsiteten ved at skulle ned og bo hos en fremmed familie, hvor man ingenting ved om familien, deres traditioner og deres kultur.

Det hele gik rigtig godt med at bo hos tyskerne. Lige i starten var det meget akavet, men hen af vejen blev det bedre og bedre. En af dagene have vi rigtig meget fritid mig og min tysker Jenny tog først hjem til hende, men vi havde ikke noget at lave så jeg spurgte hende om vi ikke kunne være sammen med Anton og hans tysker, da de kun boede omkring 10 huse fra os. Det kunne vi godt, vi gik en tur med dem ned til en fodboldbane, de to tyskere satte sig ned og begyndte at snakke med hinanden, de inddrog slet ikke os  i samtalen, det blev lidt akavet for mig og Anton bare at sidde ved siden af dem uden at snakke med dem, derfor forslog vi om vi ikke måtte gå en tur. Vi endte med at gå ca. 3 kvarter, vi gik rundt i byen og endte med at gå ned i en anden by, vi gik også rundt på store marker og kom så hen til at stødhegn som vi så hoppede over og så var der lige pludselig en masse køer, det var rigtig hyggeligt bare at gå der og snakke om alle mulige hverdagsting, det var også meget anderledes og interessant da mig og Anton normalt ikke snakker særlig meget sammen. Og så kunne vi gå en tur sammen og få 3 kvarter til at gå.

Det jeg syntes er allerbedst ved klassen er, at vi sagtens kan være pige drenge venner uden det bliver tolket som om at man har ”noget kørende”,  jeg syntes vi alle har kærlighed til hinanden, men det er nok mere bror og søster kærlighed, det er som om vi alle er så tætte at vi bliver en stor flok af søskende, som man siger: brother from another mother, eller sister form another mister.

Alle vores rejser og oplevelser vi får sammen, gør at vi alle bliver tættere og tættere.
I Stadilm var vi nede i en mine der lå 800 meter nede under jorden, jeg kunne ikke lide elevatoren der skulle sænke os derned, da man ville ryge 500 meter ned på 10 sek., men ved at jeg holdt Mathilde i hånden og havde Christians hånd på min skulder, følte jeg mig mig tryg og jeg tænkte at det nok skulle gå. Da vi så kom derned, skulle vi køre i nogle små lastbiler uden tag, vi fik en dansker lastbil så Helle kunne oversætte det guiden sagde. Vi kørte hurtigt rundt i de mørke minegange. Det var virkelig sjovt hver gang lastbilen drejede. Vi sad alle tæt og holdt om hinanden. Det var en helt vild oplevelse at få med sin klasse, og jeg tror ikke der er mange klasser i Danmark der får sådan nogle ekstreme oplevelser sammen. Jeg vil for intet i verden bytte noget for det fællesskab jeg har med min klasse. Vi er bare som en søskendeflok fuld af tryghed. Jeg sætter virkelig pris på alle de oplevelser vi har haft sammen i Tyskland og alle de andre steder vi har været sammen. Det er helt unikt det vi får og jeg ville ønske at alle andre skoleelever kunne have det på samme måde med deres klasse, som jeg har det med min. Nogle gange kan jeg gøre mig selv ked af det ved at tænke på at vi snart kun har 1 år tilbage sammen. Det sidste år bliver heldigvis et år proppet med de vildeste oplevelser, specielt når vi skal tilbring 3 uger sammen i Gambia.