Jeg skimter ud i det fjerne, men der er intet at se. Det er som om bøgeskoven skjuler, hvad der end burde ligge imellem de grønne grene. Som om de blidt prøver at sige ”gå du bare videre her barn, der er intet at se”. Men vi ved det ligger der. Under os begynder det at bumle, og vi ved hvad det betyder. Under os, lige nu, lige her kører vi på lig, vi ved ikke hvor mange, eller hvem de er. Så der var intet jeg rigtigt kunne holde på i min hjerne i de få sekunder, vi kørte over vejen der førte op til Buchenwald koncentrationslejr. Vejen der var blevet lavet af straffefanger, og hvor ligene af straffefanger var blevet brugt som vej. Det var så absurd, at det blev svært for min hjerne at fastholde i flere sekunder af gangen. Så startede jeg forfra, indtil jeg skulle starte forfra igen.

 

Vi stiger ud af bussen. En masse lange gulkalkede bygninger møder os. De så så overraskende normale ud, der var intet neon skilt der lyste op og sagde ”Buchenwald”. Ingen tegn på at det var i disse bygninger og på denne jord, det hele var sket. Men det var sket, intet kunne komme uden om det, og vi 20 danske skoleelever og to lærer kunne absolut intet gøre ved det, end at lytte til den historie bygningerne nu ville fortælle os.

 

Langsomt var det som om vi kom ind til de bølgende bøgetræers blødende hjerte, det hele åbnede sig op foran os. Vi kunne stadigvæk skimte de gulkalkede bygninger bag os, men det var ikke hvad lå bag os, som hvad der lå foran os. Bøgetræerne føltes som skræmte vogtere, der for længest havde opgivet at gøre noget men blot dannede rammer rundt om denne plads. Pladsen var henholdsvis mest øde, men gamle murbrokker lå stadig nogle steder som tegn på at der havde været noget en gang. Hovedbygningerne lå der stadigvæk. Hints om at der engang lå noget, der tog liv og bevogtede liv.

 

Følelsen af utilpashed omfavnede en og alle og lå som et tungt tæppe over alle. Men vi havde det godt, solen skinnede, der var lækkert varmt og vi var sammen om denne her, vi skulle bare klare det igennem og forsøge at indtage og få så meget med som muligt. Det var en speciel intens følelse, som om vi gik rundt i en luftboble. Vi kunne sagtens gå ud, men alene tanken om at mennesker havde været fanget her i flere år ude af stand til at sætte en fri fod uden for denne lille lomme i skoven. Uret oppe på den store bygning stod på kvart over tre, Helle fortalte os at man mente det var der Buchenwald blev befriet af Amerikanerne, og at uret lige siden dengang havde stået på kvart over tre. Det er sådan nogle ting som dem, som giver stedet en underlig fornemmelse af at det ikke helt er slut at det aldrig helt kan sluttes, selvom krigen for længst er forbi. Vi besøgte krematoriet, alt det der sagde stop inde i mig lyste nu røde blinkende lygter. For hvert skridt vi gik foldede maven sig sammen, jeg fik kriblende gådehud under huden. Der var ingenting rundt om mig jeg længere kunne definere, eller placere. Alt jeg vidste var at det var forfærdeligt. Disse mennesker som blev sat på et dødstogt fra da de trådte inden for gitrende, med besked om at de selv havde valgt det. Disse mennesker som var sat til at brande og begrave deres egne, mens de blot kunne se alt forsvinde. De grå dage, der kun blev mere og mere grå. Og dette skete ikke kun for en enkelt, alle dem du levede med og som befandt sig rundt omkring dig, var i samme sko. Medmindre de da havde et rødt SS skilt på armen.

 

Jeg prøvede forgæves at tænke på at der var mennesker, der på det tidspunkt havde det godt, der ingen lid nød, nogle der sågar på samme tidspunkt et andet sted i verden havde mødt deres livs kærlighed. Men da jeg mærkede på den varme mindesten der var nøjagtig 37 grader, som et menneskes temperatur. Her så jeg listen af lande der havde været fange fra, som man da havde papirer på. Der var ikke et navn på et land som jeg kunne komme i tanke om, der ikke stod på listen. Der stod blot 50 lande, men det var mere end de første 25 min hjerne kom op med.

 

Vi gik ned ad de kolde gange, og så på tegningerne som de indsatte havde lavet. De fyldte lige pludselig den tomme plads op. Min hjerne begyndte at kunne forstå og tage billedet op. Billederne viste mennesker, levende mennesker, der fylde billederne ud. De så ikke ud af meget, og tusinder af film, bøger, dokumentarer og andet havde forberedt mig på det. Men pludselig blev det levende på en helt anden måde, som jeg aldrig ville kunne have forberedt mig selv på.