Jeg har altid lidt haft en frygt for den her lejrskole.
Alle de andre lejrskoler har jeg glædet mig til og set frem til, og dagene op til har jeg gået med sommerfugle i maven og haft en stemning i kroppen af at nu er det snart at jeg skal afsted med min søde klasse og få en masse gode rare minder. Jeg var da sikker på at jeg også vil få minder på den her tur bare ikke af den samme rare slags som vi plejer. Jeg havde ikke sommerfuglene i maven og stemingen var der heler ikke op til turen, kun en nervøsitet der kun blev større jo tættere på vi kom.
Det eneste jeg så frem til, var at jeg skulle være sammen med klassen i Berlin i weekenden. Tanken om at jeg skulle bo hos en familie hvor jeg kun har tilbragt en uge med datteren og ikke aner hvordan hendes forældre er, var meget underlig og på en måde lidt små skræmmende.
Det var jo selvfølgelig lidt den samme fornemmelse jag havde da vi stod på skolen og ventede på at tyskerne  kom, men så alligvel ikke. For det var på en måde mere trygt, da det var i mit eget hjem og med min egen familie.

På vejen i toget kunne vi dog stadig sidde og grine lidt over alle de forskellige ting vi nu hver især gik og var nervøse og spændte på.
I toget kunne jeg komme på mange ting, der kunne gå galt eller blive helt vildt akavet, eller køre nogen simple ting op som viste sig slet ikke at være noget problem overhovedet.

For hvert tog vi steg ind i blev jeg mere og mere spændt.
Da Helle så nævner for os at det her er det sidste tog og at det ca. Tager en halv time før der står en masse familier og elever og venter på os, på Stadilms lille station, var der ikke nogen af de akavede situationer man før have kunne grine af der var specielt sjove mere og der var for mange sommerfugle i ens mave end hvad der var plads til.
Da vi så skulle tage vores ting og stille os klar til at gå ud og vi kunne se en hel gruppe elever med et stort banner hvor der stod ”Hjertelig velkommen”, var jeg klar til at blive i toget og bare lade hver med at stå af.

Men det var sjovt hvordan presset lettede sig  da jeg hilstepå forældrene.
Der kom ro i min krop og jeg fik den tanke om at alt nu nok skulle gå.
Kommunikation havde også været en del af min nervøsitet, så det hjalp også meget at min tysker var god til engelsk og hendes far også kunne.
Det gik også op for mig hvor meget tysk jeg i virkeligheden kan. Hendes mor snakkede for det meste tysk til mig og jeg forstod stort set alt. Det overraskede mig meget!
Hjemme fra havde jeg forstillet mig at jeg bare ville komme til at sidde som et stort spørgsmåltegn.

Og i løbet af ugen gik det op for mig at jeg ikke rigtig har haft nogen grund for at være bange.
Jeg var jo sammen med mine venner hver dag, hele dagen og kunne stadig kommunikere med dem når vi så var hver for sig morgen og aften.

Det var også perfekt at vi så sluttede af sammen i Berlin, bare klassen sammen og ikke skulle tænke på at nu skulle du sådan og sådan iforhold til hvad din tysker skulle og sagde.